Alle Storys
Folgen
Keine Story von Europäischer Rechnungshof - European Court of Auditors mehr verpassen.

Europäischer Rechnungshof - European Court of Auditors

EU-budgettet for 2028-2034: Revisorernes udtalelser om Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne og Horisont Europa

EU-budgettet for 2028-2034: Revisorernes udtalelser om Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne og Horisont Europa
  • Bild-Infos
  • Download

Pressemeddelelse

Luxembourg, den 12. januar 2026

EU-budgettet for 2028-2034: Revisorernes udtalelser om Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne og Horisont Europa

Den Europæiske Revisionsret har i dag afgivet to udtalelser om to lovgivningsforslag, som Kommissionen har fremsat med henblik på at fremme konkurrenceevne, forskning og innovation i EU gennem Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne og Horisont Europa-programmet. Udtalelserne er de første i en række udtalelser, som Revisionsretten vil afgive om Kommissionens forslag vedrørende EU-budgettet for 2028-2034. Revisorerne giver uafhængig ekspertrådgivning om budgettets udformning, forvaltningsordninger, præstationsramme og bestemmelser om finanskontrol. Deres rådgivning skal ikke blot sikre, at initiativerne fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed, men også, at EU's penge anvendes produktivt og effektivt.

Kommissionen foreslog den 16. juli 2025 to forordninger om oprettelse af henholdsvis Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne (ECF) - et budgetinstrument, som skal støtte centrale europæiske teknologier og strategiske sektorer - og det tiende rammeprogram for forskning og innovation, også kaldet Horisont Europa. Sammen er de to forslag udformet til at sikre en gnidningsløs overgang fra grundforskning til anvendt forskning, nystartede virksomheder og vækstvirksomheder. ECF-forslaget omfatter også et særprogram for forsvarsforsknings- og innovationsaktiviteter. Det samlede budget for fonden og rammeprogrammet vil være på 409 milliarder euro, dvs. en femtedel af det samlede foreslåede EU-budget for 2028-2034.

Revisorerne sætter fokus på følgende hovedpunkter:

  • Investeringer i EU's konkurrenceevne, forskning og innovation er en politisk prioritet for hele EU og kan potentielt give høj EU-merværdi. Der findes dog ingen fælles definition af dette begreb, hverken i EU-lovgivningen eller i forslagene vedrørende ECF og Horisont Europa.
  • Revisorerne bemærker, at begge forslag indeholder talrige henvisninger til EU's tværgående prioriteter. Men hverken Kommissionen eller medlemsstaterne har fyldestgørende og pålidelige data om, hvordan EU's midler anvendes til at opfylde de relaterede mål, og forslagene adresserer ikke dette problem. Der er også behov for yderligere at præcisere, hvordan princippet om topkvalitet skal anvendes. Desuden henvises der til det europæiske semester i forslaget vedrørende Horisont Europa, men ikke i udkastet til ECF-forordningen.
  • ECF-forslaget vil give mulighed for, at midler hurtigt kan omfordeles på tværs af politikområder, og at medlemsstater eller andre interessenter kan yde supplerende bidrag. Revisorerne bemærker, at denne øgede budgetfleksibilitet kan have konsekvenser med hensyn til statsstøtte, som det er nødvendigt at adressere. De råder også til at angive mindstekravene til revolverende kapacitet (genanvendelse af finansiering til garantier, lån eller kapitalandele adskillige gange i løbet af programgennemførelsen) og til at fastsætte forvaltningsgebyrer på et rimeligt lavt niveau for de partnere (såsom Den Europæiske Investeringsbank eller andre finansielle institutioner), der gennemfører programmet.
  • Begge forslag sigter mod at skabe forenkling ved hjælp af et fælles regelsæt, harmoniserede betalingsbetingelser og fælles dataudveksling. Nogle centrale elementer bør imidlertid præciseres, f.eks. hvad angår udbud, anvendelse af finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger, og forenklede omkostninger.
  • Revisorerne peger desuden på en række risici vedrørende regeloverholdelse, gennemsigtighed og sporbarhed med hensyn til de anvendte midler. Navnlig forskning er et udgiftsområde med høj risiko, hvor der forekommer hyppige og væsentlige fejl. Visse innovative tilgange - såsom prækommercielle udbud - vil kræve særlig opmærksomhed. Forenklingsforanstaltninger såsom faste beløb mindsker den administrative byrde, men der bør være klare regler for deres anvendelse.
  • Finansieringen vil blive gennemført af Kommissionen ved direkte eller indirekte forvaltning (f.eks. via partnerskaber, fællesforetagender og EIB), og Revisionsretten vil derfor have fulde revisionsrettigheder. Revisorerne anmoder imidlertid om, at deres revisionsrettigheder sikres, når der indgås aftaler med bemyndigede enheder, støttemodtagere og tredjeparter.
  • Et andet nyt aspekt af forslagene vedrørende perioden 2028-2034 er, at det fastsættes i en horisontal forordning - som revisorerne undersøger i en særskilt udtalelse - hvordan programresultater skal overvåges, vurderes og evalueres.

Baggrundsoplysninger

EU's langsigtede budget - kaldet den flerårige finansielle ramme (FFR) - fastlægger finansieringen af programmer på alle EU's politikområder. Finansieringen under den nye FFR vil samlet nå op på næsten 2 billioner euro i perioden 2028-2034.

De aktuelle udtalelser er de første i en række af udtalelser, og i de følgende uger vil revisorerne vurdere den finansielle forsvarlighed af adskillige andre forslag fra Kommissionen vedrørende den nye FFR. Det er EU-Rådet og Europa-Parlamentet, der i sidste ende vedtager budgettet, men de har bedt revisorerne udtale sig om forslagene, før de selv behandler dem.

Udtalelserne foreligger på engelsk på Revisionsrettens websted. De øvrige EU-sprogudgaver vil foreligge inden for kort tid.

Pressekontakt

Revisionsrettens pressekontor: press@eca.europa.eu

  • Damijan Fišer: (+352) 621 552 224
  • Claudia Spiti: (+352) 691 553 547