Alle Storys
Folgen
Keine Story von Europäischer Rechnungshof - European Court of Auditors mehr verpassen.

Europäischer Rechnungshof - European Court of Auditors

Revisorerne finder svagheder i EU's bekæmpelse af svig

Revisorerne finder svagheder i EU
  • Bild-Infos
  • Download

Pressemeddelelse

Luxembourg, den 15. december 2025

Revisorerne finder svagheder i EU's bekæmpelse af svig

  • Mellem 2022 og 2024 modtog EU's svigbekæmpelsesorganer 27 000 påstande om svig
  • Samarbejdet mellem EPPO og OLAF hæmmes af ineffektiv informationsudveksling
  • Europa-Kommissionen fører utilstrækkeligt tilsyn med tilbagebetalingerne til EU-budgettet

EU's bekæmpelse af svig begrænses af mangler i de ansvarlige organers udveksling af oplysninger. Sådan lyder konklusionen i en ny beretning fra Den Europæiske Revisionsret. Manglerne påvirker antallet og rettidigheden af de undersøgelser, der foretages, og svækker både Europa-Kommissionens tilsyn og dens bredere rolle med hensyn til at beskytte EU-budgettet. Undersøgelser udført af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) har ført til inddrivelse af millioner af euro fra svindlere, men Europa-Kommissionen ved ikke, om EU-budgettet har fået alle pengene tilbage. EU er ved at revidere sin struktur for bekæmpelse af svig, og EU-revisorerne efterlyser i den forbindelse et nyt system, der kan forenkle håndteringen af påstande om svig og gennemførelsen af undersøgelser.

I EU's struktur for bekæmpelse af svig er det Den Europæiske Anklagemyndighed, der efterforsker påstande om svig, mens Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig foretager administrative undersøgelser. OLAF og EPPO støttes af Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) og Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol), samt af de nationale myndigheder.

"Effektivt samarbejde mellem alle dem, der bekæmper svig - fra EU-efterforskere til nationale politimyndigheder og domstole - er afgørende for at få ram på svindlerne," siger Katarína Kaszasová, som er det medlem af Revisionsretten, der er ansvarligt for beretningen. "Ved den aktuelle revision af EU's struktur for bekæmpelse af svig er der en gylden mulighed for at udbedre systemets mangler vedrørende informationsudveksling og tilsyn."

Revisorerne konstaterede, at OLAF, EPPO, Eurojust og Europol har klare retlige mandater. Deres respektive roller er faktisk godt afstemt og kan udgøre et effektivt værn mod svig. Organerne yder gerne gensidig støtte, når de bliver anmodet om det, men i de seneste år er det kun sket forholdsvis få gange.

Der gælder komplekse procedurer for håndteringen af påstande om svig rettet mod EU's finansielle interesser. For det første medfører uensartede indberetningskrav, at sager om svig indberettes til både OLAF og EPPO, hvilket øger den administrative byrde. For det andet sikrer systemet ikke, at alle påstande når frem til EPPO, som skal vurdere, om de vedrører kriminel aktivitet. Procedurerne for overførsel af sager fra OLAF til EPPO er besværlige, og EPPO's deling af oplysninger med OLAF er begrænset, hvilket mindsker mulighederne for at træffe yderligere beskyttelsesforanstaltninger.

Mellem 2022 og 2024 modtog OLAF og EPPO i alt 27 000 påstande om svig. Det blev vurderet, at en tredjedel af dem var værd at undersøge. Tallene viser, at EU-organer indberetter tre gange så mange påstande om svig til OLAF som til EPPO, og at mange medlemsstater indberetter betydelig færre tilfælde af svig, end man kunne forvente ud fra deres andel af EU-budgettet. Revisorerne opfordrer Kommissionen til at analysere den varierende indberetning og undersøge årsagerne til betydelig underrapportering.

På grundlag af sine undersøgelser i perioden 2022-2024 anbefalede OLAF, at 615 millioner euro skulle kræves returneret til EU-budgettet. Ved udgangen af 2024 var der allerede tilbagebetalt 23 millioner euro. I samme periode indefrøs EPPO aktiver til en samlet værdi af 3 milliarder euro. På grundlag af EPPO's efterforskninger pålagde domstole i 2024 de nationale myndigheder at inddrive 232 millioner euro, som svindlere havde skaffet sig ved kriminel aktivitet. Kommissionen har dog ingen mekanisme til at overvåge, om sådanne inddrivelser pålagt af domstole faktisk er blevet foretaget, og om der er sket fuld inddrivelse af de beløb, der skyldes til EU-budgettet. Revisorerne lægger derfor vægt på, at Kommissionen bør forbedre sit tilsyn med opfølgningen på undersøgelser af svig.

Baggrundsoplysninger

EU og medlemsstaterne er forpligtet til at bekæmpe svig, der skader EU's finansielle interesser, dvs. alle EU's indtægter, udgifter og aktiver. OLAF (i Bruxelles) samt Eurojust og Europol (begge i Haag) har eksisteret i over 20 år, og EPPO (med hovedsæde i Luxembourg og kontorer i alle EPPO-medlemsstater) påbegyndte sit arbejde i 2021. Nationale myndigheder skal indberette formodet svig til EPPO, mens EU-organer indberetter til både EPPO og OLAF, og andre parter kan indberette til EPPO eller OLAF eller begge. Dataene om resultaterne af EPPO-efterforskninger og OLAF-undersøgelser er ikke sammenlignelige, da EPPO-efterforskninger ikke kun vedrører EU-budgettet, men også nationale budgetter og andre ofre end EU. Kommissionen er endeligt ansvarlig for gennemførelsen af EU-budgettet og skal sikre, at alle skyldige beløb hurtigt inddrives af nationale myndigheder eller EU-myndigheder. I juli 2025 iværksatte Kommissionen en revision af EU's struktur for bekæmpelse af svig ved at offentliggøre en hvidbog. Strukturen for bekæmpelse af svig udgøres af de politikker, institutioner, organer og mekanismer, der har til formål at beskytte EU's finansielle interesser ved at forebygge, opdage og bekæmpe svig og andre ulovlige aktiviteter, der kan skade EU-budgettet.

Særberetning 26/2025 "EU's organer til bekæmpelse af svig - Organernes mandater er klare, men der er svagheder med hensyn til udvekslingen af oplysninger og Kommissionens tilsyn" kan fås på Revisionsrettens websted sammen med en oversigt på én side over de vigtigste fakta og revisionsresultater. I begyndelsen af 2026 vil Revisionsretten offentliggøre en særberetning om bekæmpelse af svig i forbindelse med EU's covid‑19-genopretningsfond (genopretnings- og resiliensfaciliteten).

Pressekontakt

Revisionsrettens pressekontor: press@eca.europa.eu

Damijan Fišer: (+352) 621 552 224