Europäischer Rechnungshof - European Court of Auditors
EU's milliardstore genopretningsfond er ikke gennemsigtig nok
Pressemeddelelse
Luxembourg, den 6. maj 2026
EU's milliardstore genopretningsfond er ikke gennemsigtig nok
- Genopretningsfonden på 577 milliarder euro yder finansiering, som ikke er knyttet til omkostninger
- Oplysningerne om modtagere, faktiske omkostninger og opnåede resultater er utilstrækkelige
- Mangelfuld gennemsigtighed og sporbarhed bør undgås i fremtidige EU-budgetter
EU's store genopretnings- og resiliensfacilitet skulle hjælpe EU-landene i gang efter pandemien, men der er svagheder med hensyn til udgifternes gennemsigtighed og sporbarhed. Det siger Den Europæiske Revisionsret i en ny beretning. Der er for få offentlige oplysninger om modtagerne af pengene og om de finansierede tiltags faktiske omkostninger og resultater. Disse kritiske revisionsresultater kommer på et tidspunkt, hvor EU-lovgiverne forhandler om EU's næste syvårige budget. Det foreslåede budgets udgiftsmodel er inspireret af facilitetens "finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger".
Sporbarhed og gennemsigtighed er afgørende for at beskytte EU's finanser. Det skal være muligt at spore pengestrømme fra kilde til bestemmelsessted og vise borgerne, hvor pengene bliver brugt, og til hvad. Genopretnings- og resiliensfaciliteten finansierer reformer og investeringer baseret på opfyldelse af milepæle og mål. EU har aldrig før i så stor skala ydet finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger.
"Borgerne har mindre tillid til de offentlige finanser, hvis pengene ikke bliver brugt med fuld gennemsigtighed," siger Ivana Maletić, som er det medlem af Revisionsretten, der er ansvarligt for revisionen. "Vi har ikke et fuldstændigt billede af, hvordan pengene fra genopretnings- og resiliensfaciliteten bliver brugt. Men borgerne har ret til at vide, hvordan alle offentlige penge bliver brugt, hvem der får dem, og hvor store udgifterne faktisk er. Den manglende gennemsigtighed vedrørende faciliteten bør ikke brede sig til de fremtidige EU-budgetter."
Revisorerne fastslår, at pengene i nogen grad er sporbare og gennemsigtige, men at billedet er ufuldstændigt. Landene overholder generelt lovkravene om sporbarhed, og de fleste kan følge pengene fra genopretnings- og resiliensfaciliteten til den endelige anvendelse. Det er dog ikke alle lande, der systematisk indsamler de krævede data. I nogle tilfælde indsendes oplysninger kun efter anmodning, hvilket giver forsinkelser på op til flere måneder. Dette gør oplysningerne mindre nyttige til sikring af ansvarlighed og udarbejdelse af analyser.
Europa-Kommissionen indsamler ikke data om de faktiske udgifter til de enkelte foranstaltninger under genopretnings- og resiliensfaciliteten, selv når medlemsstaterne har sådanne data. Denne mangel på oplysninger undergraver Kommissionens evne til at vurdere, om medlemsstaterne har anvendt pengene effektivt. Desuden er det vigtigt, at medlemsstaterne selv bruger sådanne data til at justere deres omkostningsoverslag og sikre, at den finansiering, de modtager, ligger tæt på deres faktiske omkostninger. Landene anvender dog ikke systematisk data om faktiske omkostninger til at ajourføre deres omkostningsoverslag i tilfælde af besparelser eller overskridelser. Revisorerne undersøgte en stikprøve af foranstaltninger og konstaterede enkelte omkostningsoverskridelser, men i de fleste tilfælde var de faktiske omkostninger lavere end anslået. Hvis denne tendens fortsætter, er der risiko for, at landenes samlede finansiering fra faciliteten ikke ligger tæt på de faktiske omkostninger.
Kommissionen og medlemsstaterne offentliggør oplysninger i overensstemmelse med reglerne vedrørende genopretnings- og resiliensfaciliteten og sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed om opfyldelsen af milepæle og mål. Da disse ofte er mere output- end resultatorienterede, gives der dog kun minimale oplysninger om resultater og om opfyldelsen af de overordnede mål. Desuden fastsætter facilitetens gennemsigtighedsregler ikke, at der skal offentliggøres fulde oplysninger om pengestrømmene. Alle medlemsstaterne offentliggør den krævede liste over de 100 største slutmodtagere, men listen giver ikke et korrekt billede af den samlede anvendelse af pengene. For det første er over halvdelen af disse modtagere offentlige organer såsom ministerier, og medlemsstaterne offentliggør ikke betalinger fra myndigheder til kontrahenter vedrørende offentlige udbud, da de ikke er forpligtet til det. Og for det andet har ingen af de ti lande, som revisorerne undersøgte, offentliggjort mere end det krævede minimum på 100 navne. De offentlige oplysninger om, hvem der i sidste ende har fordel af faciliteten - og hvor meget - er således ufuldstændige.
Baggrundsoplysninger
Genopretnings- og resiliensfaciliteten blev oprettet i februar 2021 som et midlertidigt engangsinstrument, der skulle hjælpe EU-landene til at komme på fode igen efter pandemien og opbygge modstandsdygtige økonomier. Kommissionen gennemfører faciliteten ved direkte forvaltning og bærer det endelige ansvar. Faciliteten havde en maksimal samlet værdi på 723,8 milliarder euro, og ved udgangen af januar 2026 havde Kommissionen tildelt de 27 medlemsstater i alt 577 milliarder euro (360 milliarder euro i tilskud og 217 milliarder euro i lån). Faciliteten finansierer bl.a. foranstaltninger vedrørende den grønne og den digitale omstilling og udløber i august 2026. Der kan dog foretages betalinger til medlemsstaterne indtil årets udgang.
Gennemsigtig rapportering - herunder om faktiske omkostninger - bidrager til at forbedre beslutningstagningen og fremme ansvarlighed. Europa-Parlamentet, Den Europæiske Ombudsmand og OECD har givet udtryk for specifikke bekymringer vedrørende gennemsigtigheden og ansvarligheden i forbindelse med genopretnings- og resiliensfaciliteten. Revisionsretten har offentliggjort en række særberetninger om faciliteten og udgav i 2025 bl.a. en analyse af de indhøstede erfaringer. Alle disse publikationer er tilgængelige her. Med henblik på denne beretning undersøgte revisorerne en stikprøve på ti medlemsstater: Østrig, Bulgarien, Estland, Frankrig, Tyskland, Letland, Malta, Nederlandene, Rumænien og Spanien.
Særberetning 14/2026 "Genopretnings- og resiliensfaciliteten - sporbarhed og gennemsigtighed: Fortsat mangler vedrørende sporbarhed og gennemsigtighed i forbindelse med midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten" kan fås på Revisionsrettens websted sammen med en oversigt på én side over de vigtigste fakta og revisionsresultater.
Contact:
ECA press office: press@eca.europa.eu