All Stories
Follow
Subscribe to Europäischer Rechnungshof - European Court of Auditors

Europäischer Rechnungshof - European Court of Auditors

EU-budgettet for 2028-2034: Revisorerne giver deres syn på den nye landbrugspolitik

EU-budgettet for 2028-2034: Revisorerne giver deres syn på den nye landbrugspolitik
  • Photo Info
  • Download

Pressemeddelelse

Luxembourg, den 9. februar 2026

EU-budgettet for 2028-2034: Revisorerne giver deres syn på den nye landbrugspolitik

EU's finansielle vagthund har vurderet udkastene til de love, der skal regulere EU's politik for landbrug og fødevarer og udgifter fra 2028 til 2034. I dag afgiver Den Europæiske Revisionsret en udtalelse til Europa-Parlamentet og EU-Rådet med ekspertrådgivning om Europa-Kommissionens forslag vedrørende den fælles landbrugspolitik og den fælles markedsordning. Revisorerne kommenterer den kommende landbrugspolitiks udformning og gennemførelse med det formål at sikre forsvarlig økonomisk forvaltning, ansvarlighed og EU-merværdi. De advarer om adskillige risici, som skyldes usikkerhed og uklarhed, og de understreger, at EU-pengene skal kunne spores.

I 2025 fremlagde Kommissionen en forslagspakke vedrørende EU-budgettet for 2028-2034 - den flerårige finansielle ramme (FFR) - som beløber sig til i alt 2 billioner euro. Med et budget på ca. 865 milliarder euro vil Den Europæiske Fond blive den største komponent i den nye FFR. Den fælles landbrugspolitik er i dag EU's største program for landbrugsudgifter. I den kommende periode skal denne politik finansieres af Den Europæiske Fond og bygge på nationale planer. Det er første gang siden etableringen af den fælles landbrugspolitik i 1962, at der ikke skal være en specifik landbrugsfond. Kommissionens forslag medfører også en stor strukturel ændring, fordi det fjerner den fælles landbrugspolitiks traditionelle opdeling i to søjler: én for landbrug og landbrugsfødevarer og én for landdistriktsudvikling.

Revisorerne bemærker, at de foreslåede ordninger for udarbejdelse og vedtagelse af planerne er komplicerede. Kombineret med den øgede kompleksitet i den fælles landbrugspolitiks retlige struktur kan dette skabe usikkerhed for medlemsstaterne, hvilket vil mindske forudsigeligheden for støttemodtagerne og forsinke leveringen af midler. Disse forhold kan i sidste ende underminere Kommissionens erklærede mål om forenkling. I november 2025 blev det aftalt mellem Europa-Parlamentets formand, Kommissionens formand og Rådets formandskab, at visse bestemmelser skal flyttes fra forordningen om Den Europæiske Fond til forordningen om den fælles landbrugspolitik. Revisorerne mener, at EU-lovgiverne også bør flytte andre relevante bestemmelser for at gøre politikken mere sammenhængende.

Det kan også skabe usikkerhed, at det samlede budget for den fælles landbrugspolitik først vil være kendt, når de nationale planer under Den Europæiske Fond er blevet vedtaget. Støttemodtagerne kan i planlægningsfasen have svært ved at forudsige, hvor mange penge de kan forvente at få. Det kan desuden være vanskeligt at sammenligne udgifterne til den fælles landbrugspolitik under den nuværende FFR med den potentielle tildeling under den næste.

Endnu en kilde til usikkerhed er den manglende klarhed om, hvilke interventioner under den fælles landbrugspolitik der skal baseres på output, og hvilke der skal baseres på milepæle og mål. Dette kan føre til uensartet behandling af EU-landene. Revisorerne understreger, at der også bør sikres ansvarlighed og sporbarhed i forbindelse med interventioner baseret på milepæle og mål. De præciserer, at sporbarhed fra regnskabet til slutmodtagerne - f.eks. landbrugerne - er en absolut forudsætning for, at Revisionsretten kan varetage sin rolle.

Omfanget af de foreslåede ændringer og den fleksibilitet, som EU-landene får med hensyn til at udarbejde deres nationale planer, gør det svært at foretage en realistisk vurdering af, hvordan Kommissionens forslag vil påvirke de nationale tildelinger. EU-landenes større fleksibilitet giver mulighed for en mere skræddersyet tilgang. Revisorerne advarer dog mod at lade fleksibiliteten udhule den fælles landbrugspolitiks fælles mål - om f.eks. rimelige indkomster for landbrugere, miljøbeskyttelse, klimaindsats og fødevaresikkerhed - da dette kan give landbrugerne ulige vilkår og indvirke negativt på den fair konkurrence og det indre markeds funktion. Kommissionen bliver nødt til at udøve sin styrkede styringsrolle effektivt for at mindske denne risiko.

Baggrundsoplysninger

Den Europæiske Fond skal samle fonde, der tidligere var oprettet hver for sig, så EU-finansieringen til en række etablerede politikker kan fastlægges i én plan for hvert land. Betalingerne under den fælles landbrugspolitik kan baseres på output eller på opfyldelse af milepæle og mål. En minimumsbudgettildeling på 293,7 milliarder euro skal dække indkomststøtte til landbrugere (de "øremærkede" midler), mens andre interventioner under den fælles landbrugspolitik skal finansieres med ikkeøremærkede midler. Det gælder f.eks. Leader‑programmet for styrkelse af lokalsamfund i landdistrikter, støtten til regionerne i den yderste periferi (POSEI) og EU's skoleordning. Aftalen mellem Parlamentet, Kommission og Rådet foreslår et "landdistriktsmål" på 10 % for de ikkeøremærkede midler (mindst 48,7 milliarder euro i løbende priser). Desuden har Kommissionen i forbindelse med aftalen mellem EU og Mercosur foreslået, at EU-landene fra 2028 får adgang til ca. 45 milliarder euro fra fleksibilitetsbeløbet, som kan bruges til at imødekomme landbrugernes og landdistrikternes behov.

Dagens udtalelse er del af en række udtalelser om FFR-forslag. Den foreligger på engelsk på Revisionsrettens websted. De øvrige EU-sprogudgaver vil foreligge inden for kort tid. Revisionsretten har for nylig afgivet udtalelser om Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne, Horisont Europa, FFR-forordningen og EU's egne indtægter. Om kort tid følger flere udtalelser, f.eks. om Den Europæiske Fond, FFR-præstationsrammen, Et Globalt Europa, EU‑civilbeskyttelsesmekanismen og Erasmus+. Det er EU-Rådet og Europa-Parlamentet, der har bedt revisorerne udtale sig om forslagene, før de selv behandler dem.

Links

Udtalelsen om den nye fælles landbrugspolitik

Contact:

ECA press office: press@eca.europa.eu